Glade deltagere fra sidste års Helmæstur er god reklame for dette års tur til Helnæsbugten. Igen i år starter vi fra Falsled Strand Camping, med skippermøde kl. 9.00 ved campingpladsens isætningssted.
Turen går via Vigø, Horsehoved og op langs Illumø over til en kaffepause på Helnæs. Frokostpausen holder vi i Brunshuse-bugten, hvor vi har fundet en fin lille plads til at sidde og spise mens vi kigger over mod Brunshuse, en meget idyllisk lille by. Hvis vind og vejr er til det, ror vi efter middagspausen på ca. 1 time, rundt i bugten inden vi sætter kursen mod næste kaffepause, som sker på den offentlige plads lige ved siden af Løgismose Camping. Derefter satser vi på medvind helt til Falsled Strand Camping, hvor vi nok ender omkring kl.18.00. Her er der mulighed for overnatning, bålhygge og slappen-af efter ca. 30 km, isch :-) Der er vist ved at være en lille tradition for overnatning for nogen af dem der har været med tidligere, og hvis vejret driller, så er der mulighed for fælleshygge i Bente og John´s fortelt, hvor der er garanti for varme og god udsigt.
Husk tilmelding på Rokortet, hvis man vil med, og der er der også yderligere informationer om turen.
Vi ses :-)