Familieaktivitet i kajakklubben - møde 6. januar kl. 19
Vil du være med til at arbejde for at vi får børn og unge i klubben igen?
I første omgang er der brug for nogle medlemmer til en interesse gruppe, der laver et oplæg til Bestyrelsen om hvordan man gerne vil lave en familiedag eller evt. familiehold forløb - det er interessegruppen, der sætter rammerne. I Bestyrelsen vil vi i bredest mulig omfang støtte op om de ideer og initiativer, der måtte komme fra gruppen.
Har du lyst til at gøre en indsats her, eller har børn eller børnebørn, du gerne vil gøre en indsats for, at de får mulighed for at opleve glæderne ved kajaklivet, så meld dig til mødet i interessegruppen i Aktivitetskalenderen 6. januar.
Nytårskur 1. januar - i klubhuset kl. 14
Traditionen tro indledes 2026 med at Hans indbyder til Nytårskur, hvor klubmedlemmer mødes og drikker et glas bobler og ønsker hinanden et godt - kajak - nytår.
Medbring eget drikkeglas, og evt. overskudskransekage fra nytårsaften.
Nytårskuren foregår i år i klubhuset, da vejrguderne starter året friskt med kraftig vind og nedbør.
Navigation på vand - tirsdag d. 13. + 27. januar kl. 18.30 - 21.30
Teddy underviser over 2 aftener i grundlæggende navigations principper til søs, kortlægning, brug af kompas i kystnære områder, vurdering af forholdene ud fra et sikkerhedsmæssigt aspekt og hvordan det kan påvirke turen. Der er oplæg, og øvelser og leg, der får teorien omsat til praksis. Der planlægges en tur på kurset, som afprøves til sommer.
Tilmelding i Aktivitetskalenderen.
Søndagsroning på søndage kl. 10
Der er søndagsroning, hver søndag - når der er nogen, der arrangerer og slår op i aktivitetskalenderen / rokort, så hold øje og tilmeld her.
Har du brug for hjælp til at slå en tur op i Rokort kalenderen, så sig bare til.
Vinteraktiviteterne
Yoga, styrketræning, teknik og leg og svømme-tid starter igen op efter juleferien i uge 2. Mød op og hold (kajak)formen vedlige sammen med andre medlemmer af kajakklubben.
Godt Nytår til alle!