Kajaksæsonen er skudt igang - og der er spændende tilbud i Kajakklubben :-)
Søndagsroning med trailer 3. maj kl. 9-16
Nu er der mulighed for at komme ud og opleve nyt rovand. Mød op i klubben og vær med til at pakke kajakker på traileren og sammen køres til et andet sted, hvor kajakkerne sættes i.
Tilmeldingsfrist i aktivitetskalenderen fredag d. 1. maj kl. 20
Kr. Himmelfartstur til Nakskov fjord 14. - 16. maj
Hvor de spændende øer Slotø, Vejlø og ikke mindst Peter Freuchens ø, Enehøje kan besøges.
Der afholdes formøde for tur-deltagerne 5. maj 20.15 - 22.00.
Tilmeldingsfristen er overskredet, men skulle du alligevel fået plads i kalenderen, så prøv at kontakte turansvarlige Pia Vittrup eller Lene Falk Christensen og forhør om mulighederne.
Klubaftener hver tirsdag kl. 17 - 21
Klubaftenerne er startet op, 1. gang var med +30 roere på vandet - fantastisk!
Der er nu mulighed for at ro hver tirsdag, med 3 muligheder for afgange. kl. 17 turen med madpakke. Kl. 17.30 afgangen er slået op, hvis en turansvarlig har meldt sig til aftenen og kl 18 til en hurtig(ere) tur på vandet.
I forbindelse med 17.30 roningerne, vil jeg gerne opfordre flere til at melde sig til at være ansvarlig for en tur.
Det er ikke en krævende opgave. Som turansvarlig orienterer man sig om vejrudsigten og planlægger turen herudfra. Alle hjælper hinanden til at blive klar på vandet. Lige inden afgang samles deltagerne på broen, hvor der laves en navnerunde med en kort beskrivelse af erfaringsniveau og om det fx. er første tur i sæsonen, så både deltagere på turen og turansvarlig, ved hvem man ror sammen med. Der gøres opmærksom på at vi ror samlet på vandet, og er der nogen som vil en anden tur end det angivne, er det vigtigt at der laves aftaler herom.
Kontakt mig gerne, hvis du vil være turansvarlig for en tirsdagsroning, så finder vi en tirsdag, der passer ind i dine planer.
Torsdagsroning hver torsdag kl 17 - 21 (ikke Kr. Himmelfartsdag 14/5)
Kom og få hjælp til at komme igang med den nye sæson. Vi vil fokusere på at få banket rusten af og fjernet spindelvævene. Der vil bl.a. blive givet tips og tricks til teknikken. v. instruktør Ulrik Pedersen.
Tilmelding i Aktivitetskalenderen.
Tag en ommer - kickstart sæsonen
Instruktionsudvalget har et rigtig godt tilbud.
Da der er ledige pladser på årets begynderhold tilbydes pladser til frigivne klubmedlemmer. Hvis du føler du dig rusten og ikke helt klar til at komme på vandet, så er muligheden for at få genopfrisket støttetag, fejetag, bagror, sideforflytning osv. Du får nogle sjove aftener og klar til at gå derfra med masser af sparring på din ro teknik.
Man deltager på samme vilkår som de andre kursister. Det vil sige dukker op som aftalt med højt humør og godt engagement.
Datoer kan ses her, og man vælger ét af de to hold. Datoer begynderhold
Pris: Gratis.
Tag fat i Lau og aftal nærmere.
Familieaktivitet
Arbejdsgruppen har afholdt et godt planlægningsmøde med de der har meldt sig som hjælpere. Der blev bl.a. talt om hvilke materialer der er behov for, lege aktiviteter til de mindre børn, reklamering for aktiviteten mm. Klubben indhenter børneattester på hjælperne.
Der er stadig mulighed for at melde sig som hjælper - det bliver sjovt. Tag fat i arbejdsgruppen: Anne Marie Lynge, Peter Vingum eller Gitte Gehlert Banner-Voight.
Formøde tirsdag d. 12. maj kl 20 - 21 til weekendtur på Københavnskanaler (i september)
Kom til mødet og hør nærmere om turen, og planlægningen heraf.
Arbejdsonsdag 6. maj kl. 18
Denne gang starter arbejdsonsdagen først kl. 18, så det nye onsdagshold lige kan komme igang, inden vi møder op. Kom og vær med til at rydde op, rengøre og vedligeholde området og reparere kajakkerne. Det plejer at være et har hyggelige arbejdstimer.
Grundkurser og kajakker
Grundkurserne starter op mandage og onsdage i 1. uge i maj måned. Derfor vil nogen af kajakkerne være reserveret til kursisterne på grundkurserne på de dage. Ligeledes vil nogle kajakker være reserveret lørdag d. 30. maj, hvor nogle af kursisterne har heldagstur.
Fænø rundt 2026 30.maj
I Aktivitetskalenderen er lagt en invitation fra Kajakklubben Strømmen til deres kajakløb. Kajakløbet er et motionsløb for alle og for alle typer kajakker / SUPboards.
Rokort challenge i Maj
På Rokort har I måske bemærket at der ligger forskellige udfordringer på hvordan vi klarer os kilometermæssigt mod de øvrige kajakklubber, der er med på Rokort, både gennem hele sæsonen (et år tilbage) og måned for måned.
Ny er en ny udfordring kommet til: EventyrChallenge, hvor udfordringen er forskellig fra måned til måned. I maj måned går udfordringen på at være den klub, der får flest roere på vandet med mere end 5 ture. Du skal ikke gøre noget for at være med, Rokort registrerer selv turene, men bare sørge for at komme på vandet mindst 5 gange i løbet af maj. Alle data måles op i mod klubbens størrelse med antal medlemmer, så der er lige vilkår for alle klubber.
Der er en præmie til den klub der vinder, på et gavekort på 1.000 kr til Eventyrsport + 12 lækre sidde skum inderlag + en eventyrlig overraskelse.
Referater og møder
På Hjemmesiden ligger referater fra seneste generalforsamling, bestyrelsesmøder, udvalgsmøder og eksterne møder tilgængelig.
https://troensekajak.memberlink.dk/moeder