Vandposten - Nyhedsbrev September 2025
September byder på å-tur på Gudenåen, og mange muligheder for at komme på vandet i det dejlige sydfynske ro-vand.
Åtur på Gudenåen og Silkeborg-søerne 13-14.september
Åturen er en af årets store traditionelle klubture - og plejer at være en fantastisk oplevelse. Der er tilmeldingsfrist i aktivitetskalenderen tirsdag d. 2. september kl. 20, så det kan lige nåes.
Supertirsdag d. 2. september kl. 17.30
Instruktørerne afholder 2 årlige supertirsdage. Denne tirsdag er der mulighed for at lære eller genopfriske navigation med kort og kompas. Først lidt intro på land og derefter sendes deltagerne to og to på et lille orienteringsløb.
IPP3 træning
Lau, Ulrik og Hans tilbyder uformel IPP3 tekniktræning. Man deltager på de dage, hvor man har mulighed, der er ikke krav om at deltage i hele forløbet. Træningen er en rigtig god mulighed for at øve og dygtiggøre sig på teknikkerne i kajakroningen. Datoerne er slået op i aktivitetskalenderen.
Klubaften hver tirsdag
Der er afgang kl 17 til en lidt længere tur. Kl. 17.30 er der garanti for at ro med andre og der er en instruktør eller erfaren roer, der står for turen. Kl. 18 er tidspunktet, hvis du er til en hurtig tur og gerne vil have sved på panden.
OBS. 2. september er der ingen 17.30 roning, pga supertirsdagen.
Torsdagsroning 18 - 20
er slået op i aktivitetskalenderen på de torsdage, hvor der er arrangeret aktivitet.
Det er den enkelte turleder, der planlægger om turen har et tema. Turene er for alle.
Arbejdsonsdag 3. september 17.30 - 20.00
Kom og vær med til at rydde op, rengøre og vedligeholde området og reparere kajakkerne. Det plejer at være et har hyggelige arbejdstimer, hvor der også er tid til kage, hvis nogen har bagt. Ellers er der kaffe, øl og vand til de fremmødte.
Bassinvagtprøve 28. september 11.00 - 14.30
Vil du hjælpe til med bassinvagterne til vinteraktiviteterne i svømmehallen, så skal der en hurtig tilmelding til inden 1. september kl. 14.30 - eller kontakt Hans.
Medlemmer af instruktør- samt tur-og aktivitetsudvalgene
er inviteret til en spændende kursusdag 21. september med input til arbejdet i udvalgene.
Tørring af håndklæderne på vaskepladsen
Efter brug af håndklæderne på tørrepladsen, bedes de bredt ud på bukkene, så de har en mulighed for at tørre, inden de skal bruges næste gang.
Reservering af kajakker
Der kan kun reserveres i forb. med stævner, arrangementer eller længere ture, dvs. dagsture eller ture med overnatning. Der kan ikke reserveres kajakker til almindelige klubaftener og småture; der er det først til mølle.